Øvelokaler / Kadetten - 16-24 år (Baggear)

Kadetten - 16-24 år

Hvorfor Kadetten og hvad går det ud på?

Kvaliteten er i top og prisen er i bund.
Alt dette betyder, at du kan være medlem af et delelokale med fællesudstyr helt uden at skulle slæbe dit eget grej med hver gang. Det er nemt, billigt og vildt fedt!
 
Velkommen til Kadetten!
Kadetten er navnet på vores meget ambitiøse musiklokale specifikt rettet mod Aalborgs unge musikere. Kadetten er et kreativt, musikalsk værksted, der har fokus på spilleglæden :) 
I Aalborg Musikforening vil vi gerne prøve at sætte en ny standard for, hvordan et backlinelokale skal se ud. Kadetten er derfor et øvelokale med musikeren i fokus og kvaliteten i højsædet. Vi kan ikke skrive sangene for vores musikere - men vi kan give dem de bedste og mest inspirerende vilkår, så de selv får nemmere ved at slippe kreativiteten fri. 

Kvaliteten af musikudstyret er i den professionelle ende, så lokalet vil være attraktivt for selv den mest øvede musiker.

Alt dette betyder, at du kan være medlem af et delelokale med fællesudstyr, og hvor du i princippet kun behøver at medbringe trommestikker og et guitarplekter. 
 
Lokalet henvender sig bl.a. til:
- alle unge bands der helt generelt mangler et øvelokale.
- unge bands der sjældent øver, men stadig har behov for et øvelokale.
- impulsivt opståede unge bands, der gerne vil i gang med det samme, men endnu ikke har eget grej.
 
Lokalet er topmoderne med ventilation, lydisolering, WIFI osv. Samtidig er der gratis parkering, og mulighed for at benytte lokalet døgnet rundt, hvis der er ledige tider.
 

Aldersbegrænsning

Alle medlemmer i Kadetten skal minimum være 16 år gamle.
Samtidig har vi et loft der siger, at hovedparten af ens bandmedlemmer ikke må være fyldt 25 år.
Hvis der er 3 mand i bandet = maks. 1 person er 25 år eller over.
Hvis der er 4 mand i bandet = maks 1 person er 25 år eller over.
Hvis der er 5 mand i bandet = maks 2 person er 25 år eller over.
Hvis der er 6 mand i bandet = maks 2 person er 25 år eller over.
Hvis jeres band er lige på vippen, så skriv til os. Måske kan vi finde ud af noget :) 
 
De bandmedlemmer der er 25 år eller over skal betale 300 kr om måneden modsat de yngre, der kun skal betale 150 kr. 
 
Vi har valgt at lave denne ordning, så bands ikke bliver nødt til at stoppe eller skal finde nye medlemmer, bare fordi en fra bandet ikke passer til aldersbegrænsingen. 
 
For bands hvor hovedparten er 25 år eller over, kan vi tilbyde plads i Arsenalet i stedet. 
 

Fællesudstyr i professionel kvalitet

Vi har valgt at satse på udstyr i meget høj kvalitet, da vi mener, at det vil skabe de bedste rammer for den musikalske udfoldelse uanset musikerens niveau.
Samtidig har vi tillid til, at alle forstår at behandle grejet ordentligt - og tiden har vist at tillid skaber tillid. Så det er lidt et opgør med de klassiske fælleslokaler, hvor grejet er nedslidt og i meget lav kvalitet.
 
 

Overblik over vores nuværende udstyr:

Til guitaristerne har vi to guitarhalfstacks og to guitarer.
Det ene halfstack er en EVH 5150 III (den helt store model) samt et Peavey 5150-kabinet. Forstærkeren har tre kanaler.
Det andet halfstack er en ENGL Savage Special Edition med et ENGL 410-kabinet. Forstærkeren har fire kanaler og rumklang. Til tider har vi en ENGL Powerball stående i stedet. 
Vi har også to seje elguitarer. Den ene er en Fender Player Stratocaster i flot tobacco sunburst med to single coils og en humbucker ved broen. Den anden er en flot PRS Custom.
 
Pedalboards
Begge guitarstacks har også et pedalboard hver, hvor der sidder en strømforsyning med rigeligt med udtag og mA, en Boss-tuner samt en Line6 M5-multieffekt, der er sat i effects loppet. M5'eren har over 100 forskellige effekter. Der er også en rigtig Tube Screamer og en Dunlop Wah Mini. Dertil naturligvis forstærkerens kanalomskifter. 
Som noget nyt har vi også en kvalitets-noisegate på hvert board. Det er hhv. en ISP Technologies Decimator II og en ISP Technologies Deci-Mate. 
 
Til bassisten har vi at Aguilar-halfstack bestående af en Aguilar Tone Hammer 500-top samt et Aguilar GS410-kabinet. Dertil har vi en lækker Sire V7-jazzbass, der både kan bruges med aktivt og passivt kredsløb. Der er også en Boss-pedaltuner, så man altid nemt kan stemme bassen. I løbet af 2024 vil der også være et Tech21 Bass Fly Rig til rådighed (compressor, chorus, octaver m.m.). 
 
Sanganlægget består af en Yamaha MG16-mixer samt to Electro Voice ZLX12P-højtalere. Det kan spille rigeligt højt, og mixeren er nem at bruge. Til sangerne har vi fem mikrofoner. En Shure SM58’er, to Sennheiser-mikrofoner og to Samson Q7-mikrofoner. Dertil mikrofonstativer og kabler.
Der er også en vokalprocessor, så du kan bruge vocoder, autotuner, tilføje korstemmer osv. 
 
Til pianisten har vi et Clavia Nord Electro 4 (73 tangenter) inkl. en lækker klaverskammel og en sustainpedal.
 
Til trommeslageren har vi et TAMA Starclassic fra øverste hylde. Det er i ren bubinga-træ og med en superfræk coating. Ud over fire tammer og en lilletromme er der naturligvis også hi-hat, stativer, bækkener osv. Dertil har vi en TAMA DW9002 dobbeltpedal. Det er det vildeste trommesæt! Man skal selv have sine egne trommestikker med.
  

Helix, Kemper eller AxeFx?

Vores sanganlæg kan håndtere de moderne guitarboards såsom Line6 Helix, Kemper og Ax8/AxeFx fra Fractal Audio. Du kan også køre dem som preamp via return på en af vores to rørtoppe. Det er begge forstærkere med meget headroom.
 

Pris og vilkår

Det koster 150 kr pr. måned pr. medlem at benytte lokalet (Det svarer til 37,5 kr for hver uge, du låner lokalet og det dyre grej). 
Vi lukker kun bands ind. Et band skal som udgangspunkt bestå af minimum tre medlemmer for at være kvalificeret til en plads i lokalet.
Dertil koster det 100 kr for et årsmedlemskab samt 500 kr i depositum (som du får igen ved ophør af medlemskab).
Det betyder, at du ved indmeldelse både skal betale 150 kr for første måned, 100 kr i årskontingent samt 500 kr i depositum = 750 kr. Der ydes ikke dispensation herved, og bandet må ikke starte før alle bandmedlemmer har betalt.
 
Brugen af lokalet vil fungere med faste, ugentlige øvetider.
Der er plads til 21 ugentlige øvetider i lokalet, hvilket er tre om dagen: 10-14, 14-18, 18-22 samt en skemafri periode fra 22-10. Det vil være øveblokke på 4 timer, men i praksis ser vi, at de nemt kan være længere.
Vi forbeholder os retten til at lukke for tilmeldinger i en periode, hvis vi oplever en naturlig grænse for brugen af lokalet.
Hvert band har krav på én fast ugentlig øveblok. Alt den ledige tid i lokalet kan benyttes efter først-til-mølle-princippet. Det betyder, at det i praksis ofte vil være muligt at øve flere gange om ugen.
 
Udstyret vil blive vedligeholdt og serviceret af foreningen og på foreningens regning, med mindre der er foretaget intentionel skade på det. Hvis f.eks. en forstærker står af, så vil vi udskifte den med en reserveforstærker indtil den oprindelige er tilbage fra værkstedet. Foreningen forbeholder sig retten til at udskifte udstyret efter behov og efterspørgsel.
 
Ved nedbrud af udstyr må der som medlem forventes en periode, hvor der ikke er en erstatningsgenstand til rådighed. Men vi gør naturligvis alt hvad vi kan for, at det sker så hurtigt som muligt.
 
Vi har et par forbehold:
- Venstrehåndstrommeslagere må leve med at trommesættet altid står som et højrehåndstrommesæt. Det er ikke tilladt at spejlvende sættet. 
- Det vil IKKE være muligt at benytte lokalet som enkeltmedlem. Men hvis du er med i et band i lokalet, så må du naturligvis godt tage op og øve alene.
- Det vil ikke være muligt at benytte lokalet på dagsbasis, hvis man lige er et band, der mangler et øvelokale i 14 dage. Vi er en forening, og man skal være fast medlem heraf for at benytte sig af foreningens faciliteter.
- Det er IKKE tilladt at tage venner med ned i lokalet til en impulsiv øver, med mindre de også er tilmeldt lokalet. Auditions med nye medlemmer er naturligvis tilladt.
- Det er samtidig ikke tilladt at benytte lokalet erhvervsmæssigt (f.eks. til undervisning).
- På grund af pladsbegrænsninger er det IKKE tilladt at opbevare eget udstyr i lokalet. Så hvis du gerne vil spille på nogle af dine egne ting, så skal du tage det med hjem igen efter hver øver.
 
Læs i øvrigt vores FAQ for yderligere informationer omkring medlemskab i foreningen.
 

Tilmelding

Alle bandmedlemmer skal tilmelde sig via denne formular her på hjemmesiden. Når I har udfyldt og afsendt formularen, så vil I modtage yderligere instruktioner fra os. Så udfyld og afvent.
 
Nye bands får først adgang til lokalet, når ALLE i bandet har betalt depositum og årskontingent. 

Spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål, så skriv til os via vores kontaktformular. Vi forsøger at besvare så hurtigt som muligt. Kontaktformular
 
 
Øvetider (alle dage)
10:00-14:00
14:00-18:00
18:00-22:00
Øvrige tidsrum og ledige tider bookes efter først-til-mølle. 
 
Pris:
150 kr om måneden hvis du er under 25.
300 kr om måneden hvis du er 25 eller over.
100 kr om året i årskontingent pr. person. 
500 kr i depositum pr. person. 
 
Regel nr. 1:
I må IKKE efterlade grej i lokalet. 
 
Regel nr. 2:
Alle opkrævninger skal betales til tiden.  
 
Regel nr. 3:
I efterlader lokalerne pæne, rene og spilleklare efter brug. 
 
 
 
Aalborg Musikforening  | aalborgmusikforening@gmail.com